-
Topøkonom om inflationskrisen: Vi glemte at se »ud ad vinduet«
Source: BDK Finans / 08 Aug 2024 13:53:38 America/Chicago
Her på bagkant af den helt uventede og værste inflationskrise i årtier er det tid til selvransagelse blandt økonomerne. De modeller, som økonomerne bruger til at forudsige fremtiden, har uhyre svært ved at ramme rigtigt, når vi bliver ramt af så store chok, som det skete, da inflationen pludselig galopperede afsted. Når vi i fremtiden bliver ramt af en lignende situation, skal økonomerne passe på med at være for bundet af deres modeller. Sådan lyder det fra cheføkonom i Danmarks Nationalbank Thomas Harr. Han udkommer fredag med en bog om inflationskrisen. Den handler blandt andet om, hvilke erfaringer vi kan drage af krisen. »Vi må erkende, at de modeller, økonomer har til eksempelvis at forudsige, om der kommer inflation, er baseret på en periode på flere årtier, hvor der ikke har været nogen inflation. Vi kunne næsten ikke huske, at der havde været inflation,« siger Thomas Harr. Han understreger, at han her udtaler sig som privatperson og ikke som cheføkonom for Nationalbanken. Bogen er på engelsk og fokuserer på USA, euroområdet og Asien, men det er også en bog, som vi danskere kan blive klogere af på flere områder. Et af de helt afgørende spørgsmål, som Thomas Harr stiller i bogen, er, hvorfor der stort set ikke var nogen økonomer, organisationer eller centralbanker verden over, der forudså, at inflationskrisen ramte. Den ramte i efteråret 2021. I den sammenhæng kommer han med en af de mere hårde konklusioner i bogen. Når økonomerne tager så meget fejl, som det skete med inflationen, er det enten, fordi »vores modeller er forkerte, eller også er de blevet irrelevante«, skriver Thomas Harr. »Typisk er økonomerne bedre til at forudse, hvad der sker, når vi ikke kommer ind i store omvæltninger. Men når så store chok indtræder, skal vi bruge en meget bredere tilgang og se mere overordnet på økonomien for bedre at kunne forudsige, hvad der kommer til at ske,« siger Thomas Harr. Inflationskrisen ville komme Udgangspunktet for bogen er i høj grad den periode, hvor Thomas Harr har været cheføkonom i Nationalbanken. Han kom fra Danske Bank til Nationalbanken i maj 2021. Det var, mens pandemien var ved at løbe ud, men det var samtidig starten på en af de mest omvæltende perioder for den globale, europæiske og danske økonomi. Efter pandemien kom energikrisen på grund af krigen i Ukraine, og ganske få måneder, efter Thomas Harr var begyndt i det nye job, ramte inflationskrisen det meste af verden. I bogen er der ni erfaringer fra den krise, som Thomas Harr mener, at vi fremover kan bruge. En af dem er, at når der opstår store chok, bør økonomerne og andre prognosefolk stole mere på bred økonomisk tænkning og mindre på modeller. For at vise, hvad økonomer kan gøre anderledes, bliver det beskrevet, hvordan de to amerikanske stjerneøkonomer Lawrence Summers og Olivier Blanchard, som nogle af de eneste forudsagde, at inflationskrisen ville komme. Gigantisk hjælpepakke Lawrence Summers er professor i økonomi og tidligere rektor ved Harvard University, og han var USAs finansminister fra 1991 og til 2001. Mens Olivier Jean Blanchard er fransk økonom og professor. Deres tilgang til at analysere inflationen var det, som Thomas Harr kalder at »se ud ad vinduet« i stedet for at tage udgangspunkt i de mere tunge og teoretiske økonomiske modeller. Da de to økonomer så ud ad vinduet, så de, at de amerikanske husholdninger havde en ret god økonomi og var meget velpolstret med opsparing, blandt andet på grund af tidligere amerikanske hjælpepakker under pandemien. For startskuddet til den kraftige inflation i USA var, da den amerikanske kongres og præsident Joe Biden og den amerikanske regering vedtog en gigantisk finanspolitisk hjælpepakke for at sætte mere skub i den amerikanske økonomi. Hjælpepakken var på 1.800 milliarder dollar svarende til lidt over 12.000 milliarder kroner. Det er lig med ni procent af det amerikanske BNP. »Summers og Blanchard så, at det stadie, den amerikanske økonomi rent faktisk var på, var ret godt. Herfra konkluderede de, at den store hjælpepakke ikke kunne undgå at slå ud i stigende inflation, fordi den ville skabe rigtig stor efterspørgsel,« siger Thomas Harr. Så det ikke komme Hos mange af de øvrige økonomer var tilgangen en anden. De så på modellernes teoretiske sammenhæng mellem inflation og ledighed, og på den front var der ingen alarmklokker, der ringede, fordi ledigheden i USA var helt uændret. Han kommer med en klar indrømmelse på baggrund af Lawrence Summers' og Oliver Blanchards analyse. »Da inflationen ramte, glemte vi ganske enkelt at se ud ad vinduet for at finde ud af, hvordan økonomien egentlig havde det,« siger Thomas Harr. Og hans egen spådom om, hvor høj inflation den amerikanske finanspolitik ville skabe, ramte heller ikke helt rigtigt. »I sommeren 2020 forestillede jeg mig, at inflationen kunne stige til tre procent, men jeg kunne slet ikke forestille mig, at den blev ni procent,« siger Thomas Harr. Den drivende kraft Han understreger, at hans bog ikke skal opfattes på den måde, at han mener, at de økonomiske modeller skal skrottes. Det handler mere om at finde ud af, hvordan de skal bruges, og når der pludselig opstår en situation som eksempelvis den kraftigt stigende inflation, er det vigtigt, at de økonomiske modeller ikke bliver en spændetrøje. Han påpeger desuden, at inflationskrisen ligeledes har lært økonomerne, at inflationen er et globalt fænomen. De store prisstigninger startede i USA, spredte sig til Europa og dernæst til dele af Asien. I den sammenhæng mener han, at mange økonomer har en tendens til at undervurdere, hvor stor betydning forskellige globale faktorer har på inflationen. For eksempel var de voldsomt stigende energipriser en drivende faktor i inflationen over det meste af verden. https://www.berlingske.dk/oekonomi/topoekonom-om-inflationskrisen-vi-glemte-at-se-ud-ad-vinduet